Lars de Nully – first mover inden for Expense Management i Danmark

Lars de Nully har altid haft en ide om at løfte og understøtte papirbårne processer. Det er givtigt at se en tung papirproces blive gjort lettere, fortæller Lars om opstarten af Acubiz i 1997.

Lars de Nully er manden bag Acubiz, som dagligt leverer Expense Management løsninger til mere end 120.000 brugere. En løsning, som skal skabe glæde for de fleste.

Ideen om Acubiz opstår efter en række år, som udvikler og konsulent i IT-branchen. Acubiz etableres i 1997 – og i marts 2017 har Acubiz fejret 20 års jubilæum.

Den uundgåelige vej som IT-iværksætter

Lars tror på, at visse ting er bestemt på forhånd. Mødet med IT-verdenen starter for Lars allerede i 1969 i 7.klasse, da Kaptajn Johnsens privatskole udpeges til at modtage undervisning i datalogi. ”Det sjove er, at ca. 50% af dem, jeg gik i skole med dengang, arbejder professionelt med IT i dag – vi har fået det ind med modermælken”, konstaterer Lars.

Skæbnen vil, at Lars gennem årene stifter en række bekendtskaber med stor indflydelse på både tillærte kompetencer og det store skridt med iværksætteri. Som 40-årig stifter han Acubiz – navnet står for ”Accurate Business”.

Acubiz’ første år – som at missionere i kirken

Etableringen af Acubiz på markedet er en sej kamp. Lars sammenligner Acubiz’ første år med at missionere i kirken:

”Mange forstod ikke rigtig det, vi gjorde. I finans var mange bange for, at dét at automatisere processer betød, at de mistede deres job. Vi var langt forud for vores tid med første version. Ingen havde lavet noget som lignede det, vi tilbød. I mange år har vi bare været ude og missionere.”

 I 2009 sættes IT-branchen for alvor på prøve. En del virksomheder går ned eller tvinges til at tænke i nye baner. Acubiz lykkes med en forretningsmodel, som får virksomhederne til at tage springet med Acubiz. Kunderne kan nu betale pr. bruger pr. måned og transaktionsbaseret.

Acubiz overlever finanskrisen, situationen tager en drejning og kunderne køber ind på løsningen og den effektivisering, som synliggøres. I 2013 får Acubiz Vestas som kunde – senere Danish Crown, ISS, Pandora og både store og små virksomheder kan se fordelene med Acubiz Expense Management. Acubiz får for alvor ”hul på ketchupflasken”, og troen på forretningsideen styrkes – ”Vi fik de her store virksomheder, som rent faktisk kiggede på os som en potentiel leverandør. Det gav os troen på, at det vi havde gang i, var noget rigtigt.” uddyber Lars.

I de første år beskæftiger Acubiz sig med kundetilpassede løsninger. Efterhånden udvikler Acubiz produkter til forskellige administrative processer. Lars træffer en beslutning om, at Acubiz fremover kun udvikler inden for Expense Management. Afgrænsningen er et behov og en nødvendighed for at fokusere på ét forretningsområde. Heraf kan Acubiz få mere tid til at gå i dybden og kan tilbyde et produkt af høj kvalitet – og ikke et biprodukt, som Lars udtrykker det.

De gode ideer kommer fra kunderne

”Vi skal have kunden i centrum” er måske en kliché, men det er rent faktisk sådan, Acubiz arbejder. Den bedste viden om kundebehov er iflg. Lars at finde hos kunderne selv. Når den rette ide opstår, belyses ideen fra alle tænkelige vinkler, inden Acubiz træffer en beslutning om, hvordan den skal tage form. Lars forklarer:

”Jeg siger altid, at de bedste ideer kommer fra kunderne. Man skal tage de bedste ideer og løfte dem op… Det skal være noget, der kan bruges mere generelt end det, som de nødvendigvis efterspørger – vi tænker videre i kundernes ideer.”

Et eksempel på et kundeinspireret produkt hos Acubiz er Fast Track. En kunde efterspørger muligheden for at sende kontantudlæg direkte til finans – uden at lave en rejseafregning først. Acubiz udvikler Fast Track, som en stor del af kunderne har tilknyttet deres Acubiz EMS i dag.

Produktudviklingen handler om at give kunderne den bedste løsning krydret med den ekspertise og nytænkning, Acubiz besidder. Lars mener, at hans brede erfaring med produktudvikling og i marken sammen med den dygtige medarbejderstab betyder, at Acubiz leverer solide og brugervenlige løsninger med store fordele for kunderne.

Ofte tænker man på at få automatiseret en papirproces på samme måde, som var det papir. Det er – efter min opfattelse – en helt forkert måde at tænke på. Det handler ikke kun om at løse problemet ved at automatisere den – vi skal finde ud af, hvordan processen kan gøres smartere.”

Løsninger, som kun evner at løse den konkrete problemstilling, er for Lars ikke godt nok. Glæden hos kunderne skal frem og dette opnås ved at effektivisere og gøre løsningen bedre.

Direktøren i marken

Lars de Nully er en dedikeret direktør, som tager del i alle slags beslutninger. Om det er indretning af kontoret i Birkerød med henblik på et godt og innovativt arbejdsmiljø, kundepleje, produktudvikling af en ny app, markedsføringsideer eller salg, er Lars med. ”Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg godt kan lide at bestemme”, fortæller Lars med et glimt i øjet.

Trods beslutninger og involvering både til højre og venstre, er der én ting, som Lars aldrig ville kunne undvære i sin hverdag:

”Det mest interessante overhovedet er at være sammen med kunderne i salgsfasen. Det er der, man kan mærke – når man sælger en applikation som vores – at man kan gøre en forskel og at det er sjovt. Dét er en stor drivkraft for mig.”

Citatet af Lars er sigende for hele Acubiz eksistens. Acubiz’ formål er at hjælpe kunderne med de tidskrævende og papirbårne processer, som de færreste finder den store glæde i. Dialogen med kunderne er motiverende og vigtig for Acubiz generelt. Derfor er Lars i ligeså høj grad sælger i marken som direktør i Acubiz:

”Jeg er stolt af vores produkt. Derfor har jeg naturligvis også lyst til at vise og ikke mindst glæde kunderne med Acubiz EMS. For hvem vil ikke gerne spare tid og slippe for den her tidsrøver af en proces?”

Prioriteringen af salgsrollen betyder, at der til tider er mindre tid til andre “direktøropgaver”. Medarbejdersamtaler og HR-funktionen er ikke Lars’ foretrukne opgaver, men han erkender, at det er vigtigt. For at kunne præstere på markedet er det nødvendigt, at Acubiz’ medarbejdere er motiverede og finder det sjovt at gå på arbejde.

Med en markant vækst har det været nødvendigt at ansætte en række mellemledere med henblik på at skabe struktur og sikre målsætninger og indsatsen ift. fokusområder løbende, samt skabe et trygt arbejdsmiljø. Dette gør også, at Lars kan beholde sin plads i marken og fokusere på de ting, han er bedst til.

Vejen til Acubiz’ vision

Fremtidsvisionen for Acubiz er for Lars enkel – “Acubiz skal være den foretrukne leverandør inden for Expense Management”. Styringsværktøjet for Acubiz er ikke at lægge 5-, 10- eller 20-års planer. Acubiz skal holde fast i sine værdier og være dynamiske både organisatorisk og ift. produktudvikling, da forretningsområdet konstant er i bevægelse. Agilitet, dedikation og tillid er nøgleordene for hele Acubiz.

Én ting, som Lars ikke vil ændre for meget på, er kundeoplevelserne og den personlige kontakt. Når først Acubiz er accepteret hos en kunde, tager en del medarbejdere Acubiz med sig under armen til deres næste job. Det er et klart signal fra brugerne om, at Acubiz leverer en brugervenlig løsning, der virker. Netværk og kundepleje ved fx Acubiz’ halvårlige release seminarer gennem de seneste 5 år er for Lars afgørende parametre for Acubiz’ succes – også i fremtiden.

”Det, der er sket for os og branchen, er, at vi op til 2009-10 stod og bankede i bunden af ketchup- flasken – der kom bare ikke noget ud. Men lige pludselig væltede det bare ud”

Lars de Nully
Lars de NullyCEO, Acubiz A/S

Om Lars de Nully

  • Stifter af og CEO i Acubiz A/S
  • Født i 1956
  • Gift med Katrine
  • Far til 2 børn

Uddannelse

  • Økonom
  • CPH Business School

Erhvervserfaring

  • 1988-1997
  • Supportchef, IBS A/S
  • 1986-1988
  • Systemkonsulent, IFM Systemer A/S
  • 1979-1984
  • Controller, Bausch &
  • Lomb A/S

Fritid

  • Golf
  • Spinning
Lars de Nully Expense Management foredrag

”Acubiz skal være den foretrukne leverandør på Expense Management området.”

Lars de Nully
Lars de NullyCEO, Acubiz A/S
kontoret Acubiz Birkerød
Lars de Nully Acubiz CEO ved release seminar 2017

”Det mest interessante overhovedet er at være sammen med kunderne i salgsfasen. Det er der, man kan mærke – når man sælger en applikation som vores – at man kan gøre en forskel og at det er sjovt. Dét er en stor drivkraft for mig.”

Lars de Nully
Lars de NullyCEO, Acubiz A/S