Snart byder vi velkommen til 2022. Et år der uden tvivl bliver et af de mere interessante i Acubiz’ historie. Vi er netop blevet en del af Visma familien og herunder følger en navneforandring, således at vi kommer til at hedde Visma Acubiz. Med vores nye fornavn, Visma, står vi på en ny og utrolig interessant platform ift. at videreudvikle vores produkter og services samt vækste og skalere vores forretning i 2022 og årene frem. Inden 2022 begynder, vil vi gerne benytte lejligheden til at se tilbage på indeværende år, takke dig for vores samarbejde og ønske dig en glædelig jul.
Et begivenhedsrigt 2021
COVID-19 har naturligvis haft sit tag i samfundet i løbet af året og dermed også i Acubiz. Vi lever jo, bl.a., af at vores kunders medarbejdere bevæger sig rundt i verdenen – eller i hvert fald inden for landets grænser. COVID-19’s indflydelse kommer til udtryk i antallet af transaktioner der flyder gennem vores løsninger. I første halvdel af 2021 har transaktionsantallet været lavere end under normale omstændigheder, men fra juni måned begyndte aktiviteten for alvor at komme tilbage, og nu er vi tilbage på niveauet inden COVID-19 og endda over.
I 2021 har vi indgået partnerskaber med en lang række partnere i både Finland og Danmark, vi har lanceret en masse nyheder inden for alle vores løsninger og services, vi har afholdt Acubiz Summit for mere end 400 finansfolk og meget mere. Med andre ord et produktivt år, hvor vi har formået at tage store skridt fremad og løfte samtlige dele af forretningen.
Vi er blevet en del af Visma-familien
Vi får som sagt et fornavn. Vi kommer også til at ændre også logo. Med de ændringer kommer også ændringer på vores hjemmeside og i vores fremtidige kommunikation. Det vigtigste for jer, vores skønne kunder, er imidlertid vores løsninger og services. Dem piller vi ikke ved. Vores software forbliver som I kender det. Naturligvis krydret med nye funktioner og generelle forbedringer. Jeres kontaktpersoner og andre kontaktkanaler til os forbliver også de samme.
At blive en del af Visma kommer til at hjælpe os i vores arbejde med at udvikle og levere markedets bedste løsning til håndtering af udgifter, kørselsgodtgørelse, leverandørfakturaer, tidsregistrering mv. Vi får adgang til en masse nye ressourcer i Visma-koncernen. Ressourcer som bl.a. kommer til at hjælpe os med at videreudvikle og optimere vores portefølje af løsninger og services. Det kommer også til at gavne vores kunder – både i 2022 og fremover.
Ting at glæde sig til i 2022
2022 bliver også året hvor vi lancerer vores nye finansinterface, hvilket uden tvivl bliver årets højdepunkt og store nyhed fra vores side. En brugergrænseflade der er opgraderet på samtlige områder ift. den nuværende – både med hensyn til performance, brugervenlighed og muligheden for at tilpasse opsætningen ud fra egne præferencer. Læg dertil nye funktionaliteter på vores forskellige løsninger. Alt sammen er med til, at vi står foran et spændende 2022 på udviklingsfronten.
Dertil kommer den organisatoriske del af Visma Acubiz. Den bliver også spændende. Vi regner med vækst i de kommende år, og som en naturlig konsekvens af det, skal vi også udvikle og tilpasse organisationen med nye ansigter og kompetencer. Meget mere om det til næste år. Vi skal nok holde jer informeret.
Glædelig jul og godt nytår
Inden kalenderen skifter til 2022, skal vi lige have afsluttet 2021 på en sikker og god måde med vores kære. Vi takker dig for samarbejdet i året der er gået, ønsker dig en glædelig jul og et lykkebringende nytår.