Ansigt på Acubiz: Mød Alan fra Salg

Ansigt på Acubiz: Mød Alan fra Salg

”Ansigt på Acubiz” er en serie af artikler, som tager dig med om bag scenetæppet. Artiklerne fortæller historierne om hverdagens helte hos Acubiz. I denne artikel tændes spotlyset på Alan Lustü, som er Key Account Manager og en erfaren herre i Acubiz regi med sine 17 års ansættelse.

Hvad laver du hos Acubiz?

Jeg er Key Account Manager og min fornemmeste opgave er at sikre, at vores kunder har det godt og er glade. Mine kunder kan altid ringe til mig, hvis de oplever udfordringer med vores løsning. Jeg synes, at det er vildt spændende at møde forskellige mennesker i min hverdag. Kunder er aldrig ens, og derfor er kundemøderne det heller aldrig.

En gang om året tager jeg fat i mine kunder og aftaler et årsmøde, hvor vi taler status på samarbejdet. Hvis de mod forventning oplever udfordringer, så sørger jeg for, at en konsulent eller en af vores dygtige supportere kontakter dem hurtigst muligt. Det er utrolig vigtigt for mig, at kunden føler, at jeg kan løse deres udfordringer, og at vores løsning skaber værdi for dem. Jeg har været her i 17 år, så jeg kan jo godt lide at være her.

Hvad får dig til at blive hængende efter 17 år?

Jeg elsker at sælge og rådgive kunder. Mit formål med kundebesøg er at sikre, at kunderne har det godt. Jeg ser også på, om kunden har nogle behov, som jeg kan hjælpe med at realisere. Acubiz kan gøre kundens arbejdsdag nemmere og lette deres arbejdsbyrder ved at sætte strøm til processerne omkring medarbejderrelaterede udgifter. Jeg tror 110 % på vores løsninger, for jeg har set hvor stor en forskel, de kan gøre. Denne ukuelige tro på Acubiz er også det, der har fået mig til at blive i 17 år.

Alt i alt er Acubiz et rigtig, rigtig godt sted at være. Vi er som en familie, og jeg sætter enorm stor pris på kollegaskabet. Derudover er her højt til loftet og jeg får plads til at udvikle mig fagligt.

Hvad er den største forskel på Acubiz i dag og Acubiz for 17 år siden?

Da jeg startede bestod mit salg primært af kold kanvas. I dag henvender kunderne sig ofte selv eller finder os på nettet. Acubiz har altid automatiseret og digitaliseret processen omkring medarbejderrelaterede udgifter. En løsning, der kunne det, var sværere at sælge for 17 år siden. Siden da er der kommet øget fokus på digitalisering og effektivisering af arbejdsgange, hvilket har gavnet os. I dag ved virksomheder godt, at der både er tid og penge at spare ved at automatisere og digitalisere hele processen omkring expense management. I dag er spørgsmålet blot, hvem der skal levere varen?

Vi har været frontrunner på markedet i så mange år, at mange kender os. Derudover har vi rigtig mange ambassadører i forskellige virksomheder. Når brugerne skifter arbejdsplads, er de rigtig dygtige til at tage Acubiz med sig videre. Det er vi naturligvis enormt taknemmelige for, og jeg synes det viser, at vi skaber værdi ude i virksomhederne.

Hvordan vil du definere det perfekte kundemøde?

Et rigtig godt kundemøde er når kunden har nogle udfordringer, som jeg kan hjælpe med at løse. Når jeg spørger kunder hvorfor de gør, som de gør, er svaret i 80 % af tilfældene: det har vi altid gjort. Det er min opgave at gøre dem opmærksomme på, at andre og mere effektive muligheder eksisterer. Når jeg kan mærke, at de er glade for mit besøg, fordi jeg har gjort en forskel, bliver jeg glad. For jeg er oprigtigt interesseret i dem.

Hvad er det sjoveste eller mest overraskende der er sket på et kundemøde?

Der foregår heldigvis rigtig mange sjove episoder. Forleden var jeg ude hos en kunde, som via deres moderselskab havde fået at vide, at de ikke måtte bruge flere penge på Acubiz end hvad de gjorde i dag. Jeg opdagede et behov hos dem, da deres medarbejdere rejser meget i udlandet. De har mulighed for at tilbagesøge udenlandsk moms i forbindelse med rejserne. Derfor præsenterede jeg dem for vores service, Udenlandsk Momsrefusion, og fortalte at de kunne hjemtage et pænt beløb. Nogle af de penge kunne frigive midler til investering i andre services i deres Acubiz-løsning. Kunden kunne heldigvis godt se, at det ville gøre nogle arbejdsgange endnu nemmere. Det bedste var, at de fik mere værdi ud af Acubiz, samtidig med, at de fik flere penge i kassen.

Hvorfor er du en golfnørd i fritiden?

Det er jeg egentlig også på arbejdet. Jeg kan godt lide at gå og øve mine sving. Det har mine kære kollegaer nok allerede opdaget. Jeg synes golf er sjovt, fordi jeg skal mestre så mange forskellige slag. Der opstår konstant nye situationer i spillet, som kræver, at jeg slår slagene på forskellige måder. Det kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide at eksperimentere. Jeg har et ordsprog der hedder: Når noget ikke virker, må jeg gøre noget andet. Det gør jeg på golfbanen, men det gør jeg også på arbejdspladsen. Jeg prøver at få mine kunder til det samme. Hvis noget ikke virker, så finder vi en anden løsning der giver værdi og virker.